Vibenshus Runddel fornyes
Ved Vibenshus Runddel ligger et lille pizzeria, klemt inde mellem klassiske femetages ejendomme og trafikken fra Københavns indfaldsveje. Mens de venter på deres pizzaer har det lille spisesteds kunder kunnet kigge ud på den udvikling, der i mange år har kendetegnet området Copenhagen Science City, som Vibenhus runddel er en del er. Her har de set opførelsen af busruten Den Kvikke Vej, den enorme daglige aktivitet i Fælledparken, samt arbejdet med den spritnye metrostation, der snart står klar lige ovre på den modsatte side af vejen.
Men nu er det slut med varme pizzaer fra det lille pizzeria, der ligger på den grund, der for nylig er blevet opkøbt af ATP Ejendomme. Det betyder, at pensionsselskabet nu er startet på arbejdet med nedrivning af de ældre ejendomme på arealet. Ifølge planen vil det tage ca. et kvartal, før det videre arbejde med etablering af nye ejedomme kan igangsættes på området, der tæller 748 kvadratmeter plus de omkringliggende arealer, der allerede er ejet af ATP Ejendomme.
Hvad fremtiden byder for denne del af Copenhagen Science City er endnu uvist. Tidligere har et skulpturelt højhus tegnet af Bjarke Ingels Group været på tegnebrættet, men projektet mødte naboprotester og blev i sidste ende ikke gennemført. ATP Ejendomme er i dialog med Københavns Kommune omkring de fremadrettede anvendelsesmuligheder for området.